Slagtning & opskæring af høns, gæs og ænder

Som skrevet under indledningen til denne side, kommer du ikke uden om det. Som selvforsyner er det dig som skal aflive dine dyr, så de kan havne i din fryser og på middagsbordet. Det er slet og ret en nødvendighed. Har du ikke prøvet det før, følger her en guide, på den grundmetode jeg anvender. 


Og det er jo ren luksus, at være beriget med dejlig kød i baghaven. :)


Der er flere metoder til aflivning af dine høns, gæs og ænder. Den metode jeg selv anvender, er den helt traditionelle metode, de fleste kender. Her bedøves dyret med et hårdt slag i dyrets baghoved. Herefter dræbes det, ved at hugge halsen over på det, så tæt på hovedet som muligt. Metoden er effektiv og hurtig, og virker hver gang. Du kan dog også anvende boltpistol, og ved høns, kan du faktisk aflive dyret med et fast tag om hønens hoved. Med et hurtigt vrid og tilbagetræk knækkes nakken på den. Også en hurtig og effektiv aflivningsmetode. Jeg bruger dog ikke selv denne metode. 


Metoden beskrevet her er opdelt i aflivning, plukning og brækning. Dvs. selve aflivningen, hvordan du får fjerdragten af og hvordan du efter plukningen tager indvoldene ud. 


Udstyr til grundmetoden

  • Økse
  • Huggeblok
  • Gryde eller tønde til opvarming af vand, stor og rummelig (skal kunne rumme fjerkræet)
  • Kniv, skarp. Gerne i flere størrelser. En lille og handy er nødvendig. 

Se en trin-for-trin guide længere nede på hvordan du gør. Klik her. 


Læs hele afsnittet, inden du går i gang. 


Grundmetode - Aflivning

Du må gerne slagte dine egne høns, gæs og ænder, - og bør også selv gøre det. Det må blive en naturlig del af dit arbejde, hvis du holder dyr i selvforsyningen. Her en guide til, hvad du gør. Metoden kender vi alle, - den er helt traditionel og meget simpel. 


1. Hold dit fjerkræ ved huggeblokken

Tag din høne, gås eller and med et fast greb i begge bagben. Hold den med en let bøjet arm foran dig.


2. Aflivning

Slå med ét fast og kraftigt slag på dyrets baghoved med øksen. Alternativt svinges dyret, så dens hoved rammer huggeblokken og bedøves ad den vej. Jeg slår dog altid selv med øksen. Dyret er nu bedøvet, hvis ikke dødt, - og med en hurtig bevægelse, svinges dyret ned til huggeblokken, så dens hals med et hurtigt økseslag, kan hugges af.


3. Afblødning

Dyret vil bevæge sig i en tid efter afhugningen. Blodet vil i perioden sive ud af halsåbningen, og kan, hvis du ikke kontrollere det, svine en del.  



Gundmetode - Plukning

Sådan får du lettest fjerene af dit fjerkræ uden mekaniske hjælpemidler 


1. Inden plukning

For at lette arbejdet med at plukke fuglen, koges vand i en stor gryde/tønde. Af praktiske årsager, kan det bedst svare sig, hvis gryden/tønden kan rumme hele fuglen. Alternativt må du rumstere rundt med fuglen senere i processen. 


Når vandet koger, kan tilsættes lidt sæbe, og der slukkes for varmen. Er du ikke allerede ude, bæres gryden nu uden for, hvor det er mest praktisk at plukke dit fjerkræ. 


Varmen vil nu dale lidt, så den ikke længere er kogene. Den skal dog stadig være godt varm, hvor ellers du får svært ved at få fjerne af fuglen senere. 


2. Dyp dyret

Dyp fjerkræet i det varme vand. Brug en palet, grydeske ol. til at "løsne" fjerdragten let, så vandet kan komme godt ind mellem fjer og dun. Du lader dyret blive nogle minutter i vandet, til du fornemmer, at fjerene er lette at få af. Normalt vil du kunne fornemme det ved, at du med grydeske/palet ol. får nogle fjer til at falde af. 


Husk, fuglen skal ikke tilberedes. Så giv hellere for kort end for lang tid. Normalt er 1-2 min. fint.


3. Fjern fjer og dun

Læg dyret på et bord, hvor du med en god arbejdsstilling kan plukke alle dens fjer og dun af. Jeg gør det helst uden for, hvor jeg slipper for svinerri i køkkenet. De fleste er nemme at få af, men det er et arbejde som kræver lidt snilde og også lidt tålmodighed. 


Når der kun er smådun tilbage er det ok at gå videre :)


4. Skær vingespidser og ben af

Skær det yderste led af vingerne af og også begge fødder. 



Gundmetode - Partering

Nu skal indvoldene ud. Her min metode.


1. Åben fjerkræet

Læg fuglen tilrette, med ryggen mod et skoldet skærebræt. Skær ind i huden lige over endetarmsåbningen foran gumpen, og skær ganske forsigtigt uden at perforere indvolde og tarme et lige snit op ad. Således at du får et åbent hul, over gatåbning og gump. (Se billedserien længere nede). 


2. Skær endetarmsåbningen fri

Skær forsigtigt rundt om endetarmsåbningen, så du får den løsnet fra stedet foran gumpen. Efter du har åbnet dyet under pkt. 1, er det tydeligt, at tarmen går ud her. Du må ikke ødelægge tarmen, - så pas på når du skære i området. Når den er skåret fri, lader du den blot hænge. 


3. Frigør luftrør/spiserør

Skær ind ved kragebenet, hvor halsen møder kroppen. Du vil ikke være i tvivl om, at du her lige foran halsen, finder både luft og spiserør. Begge dele skæres over, og hinderne omkring dem løsnes forsigtigt. Normalt kan de løsnes med en finger, og ellers bruger du den lille kniv. 


Årsagen til, at du løsner dem nu ér, at du under pkt. 5, nemt skal kunne hive alle indvolde ud, på én gang. Det kan du kun nemt, hvis der ikke sidder noget og holder dem fast ved halsen. 


4. Løsngør involdene

Inden du tager indvoldene ud, fra hullet over grumpen, løsgøres med dine hænder, de sener som holder tarme og øvrige involde på plads.


5. Indvolde ud

Pres din hånd op i fuglen langs dens sider, og tag godt fat om dens indvolde. Med et fast tag, hives nu det hele ud, som én stor byld.

Åben op ved mellemgulvet (Blot med dine fingre), så du kan fjerne lunger hjerte mv..

Gem evt. hjerte, nyre og lever. 


6. Skyl efter & fjern de sidste små dun 

Skyl dyret grundigt. Inden du lægger dyret på køl, fjernes de sidste små dun ol. 




Sådan gør du - trin for trin

1. Slagt dit fjerkræ 

Slå dit fjerkræ med bagsiden af øksen, således at den er bedøvet. Huk hovedet af den.  Metoden er den samme, hvad enten der er tale om en gås, and eller høne. 

2. Klargøring inden plukning

Varm vand op til kogepunktet. Lad det køle let af. Put fuglen i gryden. Kan gryden ikke rumme hele fuglen, må du tage en halvdel ad gangen. 

3. Få vandet godt ind mellem dun & fjer

Brug evt. en palet, grydeske ol. til at "lufte" fjerene, så vandet kan komme ind mellem dun og fjer. Når du fornemmer, at fjerene er lette at tage af, er du klar til at plukke. 

4. Pluk fjerene af

Læg fuglen på et bord i god arbejdshøjde,og pluk alle fjer og dun af. 



5. Fjern ben og vingespidser

Fjern ben og vigespidser undervejs.  

6. Klargøring 

Læg dit fjerkræ på ryggen på et skoldet skærebræt. 

7. Her skal der skæres

Der skal nu skæres et snit langs den sorte streg. Det er gennem dette  hul, at indvoldene, tarme mv. senere tages ud. Start hvor pilen er.

8. Første snit

Lav et lille snit foran gatåbningen, hvor pilen er vist under pkt. 7. Du kan tydeligt se og mærke, at tarmene presser. Pas på når du skære, så du ikke perforere dem. 

9. Skær hullet færdigt

Skær videre, som vist unde pkt. 7, til du har en åbning, hvor indvoldene kan tages ud. Du kan kun skære til du når brystet. 

10. Her er hullet skåret

Sådan ser det ud, når hullet er skåret. Du kan se tarmene. Og vil også kunne følge dem til gatåbningen. Som her er skjult bag fingeren, forneden i billedet. 

11. Her ses gatåbning 

Her ses mod gatåbningen. Du kan tydeligt se, hvor tarmen går ud. Nu skal gatåbningen skæres fri, uden at perforere tarmen. 

12. Skær gatåbningen løs/fri

Løsgør gatåbningen ved at skære den forsigtigt fri - uden at skære den væk! Hold øje med tarmen, som er vist under pkt. 11, så du ikke skære ind i den. Skær rundt, og lad den sidde/"hænge" frit.

13. Så er gatåbningen fri

Her sidder gatåbningen nu løst. Lad den "hænge" frit. Fjernes som indvoldene tages ud, sammen med resten. 

14 Frigør luftrør/spiserør 1

Skær ind ved kragebenet, hvor halsen møder kroppen. 

15. Frigør luftrør/spiserør 2

Du vil ikke være i tvivl om, at du her lige foran halsen, finder både luft og spiserør. Begge dele skæres over. Skær skindet fra halsen af. 

16. luftrør/spiserør 3

Løsgør hinderne omkring de de afskårede spise/luftrør. Normalt kan de løsnes med en finger, og ellers bruger du den lille kniv. 

17. Frigør luftrør/spiserør 4

Luft og spiserør er løsnet, og vil dermed ikke "hænge fast", når du snart fjerner indvoldene. 

18. løsgør indvolde & tarme - 1

Løsgør forsigtigt med dine hænder tarme mv., ved at knække de sener som holder dem på plads. Før hånden langs ydersiden af indvolde/tarme og frigør senerne.

19. Løsgør indvolde & tarme - 2

Fortsæt rundt, til de er fint løsnede. 

20. Løsgør indvolde & tarme - 3

Løsnes også længere inde, til du til slut kan fornemme, at du kan tage om alle indvolde med et fast greb, uden at de hænger fast til dyrekroppen.

21. Tag indvoldene ud

Med et fast greb, udtages indvoldene. Hiv blot omkring mave mv., så du får alt ud på én gang. Pas på med at ødelægge lever ol, hvis du gerne vil gemme indmad som lever. 

22. Indvolde er ude

Sådan ser det ud undervejs, når indvoldene, tarme mv. er taget ud. Lever er lagt til side. 

23. Fjern hjertet og de sidste rester

Ræk ind, og løsgør den hinde, som sidder foran hjertet. Fjern hjertet og rengør for de sidste rester. 

24. Fjern evt. fedt

Jeg fjerner altid fedtet, som sidder ved åbningen.  

25. skyl grundigt

Skyl fuglen grundigt, og fjern de sidste dun. 

26. Klar til køl

Så er du næsten klar til at køle din gås, and eller høne. Kun lidt fjerrester og dun tilbage :). Halsen skære jeg normalt af. Fryses fuglen, lægges den ind i kropen inden den fryses. 

Lignende artikler i

Selvforsyning & hjemmeproduktion



Lav din egen spegepølse

Der findes ikke noget så dejligt, som at spise sin egen spegepølse. En rigtig delikatesse. Her finder du en nem opskrift, som er til at gå til, med koldrygning på weber grillen. Læs mere  her. 


Kast dig ud i dyrehold

Kunne dyrehold i selvforsyningen være noget for dig? Læs her hvordan du kommer i gang, - om alt fra etablering og pasning og pleje til slagtning & opskæring.

Hjemmebryg? 

Hom godt i gang med hjemmebrygning af alt fra godt special øl, vin, mjød, cider til fermenterede drikke som kombucha og ginger beer. Læs mere her.